kulturtur

kulturtur

Seværdige steder i Mellemeuropa

Atlantikwall

DanmarkOprettet af Lasse Kristensen tor, februar 28, 2008 15:31:45

I weekenden var jeg i Jylland. Ja, endnu engang i periferien af Mellemeuropa, men som der står i Salmonsens Leksikon er det den fra Mellemeuropa største udskydende halvø.

Turen gik til Hirtshals. Og jeg fik straks minder fra barndommen i det smukke og vilde kystlandskab, hvor jeg så ofte har kravlet rundt og leget på de forladte bunkere i klitterne syd for fyret.

Blog Image

Jeg kom også i tanke om, at min morfar da han blev genindkaldt til hæren i sommeren 1944 gik patrulje et sted her ude på Vestkysten. Selvfølgelig en af de ting, som ingen i familien har nogen klar forestilling om. Under alle omstændigheder satte jeg mig for at lære lidt mere om det enorme bygningsværk, vi her finder resterne af.

En perlekæde af stålbeton

Den 2.500 km lange kyststrækning fra Biscayen til Nordnorge blev bebygget med en kæde af bombesikre og regelmæssige fortifikationer mellem 1942 og 1944, som skulle beskytte Hitlers Mellemeuropa mod De Allieredes invasion. Hitler havde brug for at dække sig ind på Vestkysten, mens alle mand kæmpede mod sovjetterne på Østfronten. Det gigantiske bygningsværk krævede enorme ressourcer ikke blot i form af råmaterialer men også arbejdskraft. Civile organisationer stod for udførslen i den første periode, herunder den berømte Organisation Todt, der benyttede sig af frivillige arbejdere såvel som krigsfanger. Men byggeriet blev først standardiseret i slutningen af 1943, da Generalfeltmarskal Rommel overtog ledelsen. Herefter opstod den lange perlekæde af stålbeton.

Kommandoen over batterierne var dog stadig spredt mellem Det Tredje Riges hær, flåde og luftvåben. I Danmark var der fem flådebatterier og tre hærbatterier og hertil en del radarstationer. I alt mere end 1800 bunkere. Byggeriet blev stadig foretaget af såkaldte 'frivillige', selv om Dr. Best var imod denne ordning. Det lykkedes dog uden større problemer at finde 15.000 stærke og villige unge, danske mænd, som var tilpas med den løn, som det 'frivillige' arbejde gav.

På bunkerne syd for Hirtshals har det nu hedengange Bunkermuseum opsat små faktablade på de delvist tilsandede bunkere, hvor man kan læse, at der til sådan et Regelbau normalt gik mellem 200 og 600 m2 beton og 20-40 tons stål. Det er både fascinerende og foruroligende at tænke over, hvordan den tyske krigsmaskine kunne få produceret og transpoteret sådanne mængder af ressourcer til Vestkysten. Danmark har som bekendt aldrig haft en stålproduktion, og på dette fremskredne tidspunkt af krigen var Tyskland totalt afhængig af malmimporten fra det neutrale Sverige. Stålet kom altså som malm fra Nordsverige til højovnene i Mellemeuropa og til Vestkysten som armering.

Tschechenigel

Erwin Rommel var på inspektion i de danske batterier og var tilfreds med byggeriet af bunkerne med mere end 2,5 m tykke vægge. Men personelet var dårligt uddannet, eftersom der blandt de tyske soldater på dette tidspunkt også mest var tale genindkaldte reserver. Omkring de såkaldte stødpunkter blev der mineret og opsat pigtrådshegn, Rommelspargel (master eller træstammer sat i vandet rettet mod indvaderende skibe) og Tschechenigel. De tjekkiske pindsvin kan man stadig finde omkring Hirtshals.

Blog Image

De blev oprindeligt udviklet som enkle panserspærrere svejset sammen af to overskårne jernbaneskinner af tjekkerne, som mistede aldrig så dem i anvendelse, fordi Hitler allerede i 1938 med Vestmagternes accept kunne rulle ind i Sudetenland uden kamp og dermed overtage hele den tjekkoslovakiske forsvarsmur. De tjekkiske pindsvin blev brugt i stor stil i Atlantvolden og senere også omkring Berlinmuren i DDR.

På samme vis var mange af de opstillede kanoner på den jyske vestkyst genbrug fra den gamle Maginotlinie i Frankrig. F.eks. blev toppen af de franske panservogne brugt påny eller hele stålbeton elementer demonteret og sat op igen.

Den villige danske arbejdskraft og de enorme erobrede ressourcer forklarer måske lidt af Atlantvoldens omfang. Men man undres alligevel, når man læser at hele anlæget bestod af mere end 8000 bunkere.

Bunkerarkæologi

Den danske del var i den sammenhæng undseelig og når man tænker på, at De Allierede overvandt de meget stærkere franske batterier på mindre end en dag, må man nok tænke sig, at den danske vold ikke ville have klaret en invasion.

Atlantvolden er fascinerende ikke kun på grund af sine enorme dimensioner, men også som et levn i landskabet, der minder om en anden tids krig. Anlæggets militære problem bestod netop i, at så snart fjenden passerede et punkt i perlekæden, var der fri adgang til Mellemeuropa. Anlægget rejser imidlertid også nogle æstetiske og måske endda etiske spørgsmål. I de tidlige efterkrigsår blev mange bunkers ødelagt eller demonteret. Ja, de tidligere besatte lande opfordrede vel ligefrem til denne destruktion. En generation senere legede jeg som sagt i de forladte monumenter på stranden, og syntes det var vældig eventyrligt og endda heroisk at kravle ind i de skæveste og mest tilsandede af slagsen for at finde de hemmeligste gemmerum.

De er utroligt smukke de monumenter. Da jeg gik blandt bunkerne, kom jeg i tanke om en anmeldelse jeg havde læst om den franske arkitekt og filosof Paul Virilio. Hans første bog fra 1975 hedder Bunkerarkæologi. Her reflekterer han over forholdet mellem militære og sociale rum. En grænse der nedbrydes med den totale krig. Krigen er til stede i freden. Bunkerne minder os om med hvilken teknologi krigen har været ført og dermed også under hvilke forhold freden leves. De minder os ikke alene om at det er farligt at færdes i denne verden med højteknologiske masseødelæggelsesvåben over hovedet, men også at den eneste mulige beskyttelse synes at være at gemme sig i stadig trangere rum. Men herfra kan vi da igen kun nå omverden gennem yderligere teknologiske innovationer. Jo mere man øger hastigheden i de militærtekniske installationer, jo mere trækkes kroppen væk fra verden, og jo mere er vi henvist til at omgås verden gennem tekniske proteser (som f.eks. denne blog?!).

Blog Image

Det undrer mig, at man i Danmark ikke bruger bunkerne til refleksion. Det er karakteristisk at danskernes forhold til Anden Verdenskrig er mest enten selvforherligende - 'tyskerne (ikke nazisterne) gjorde det' - eller teknikfikseret. Som en hurtig søgning på bunkerinformation vidner om. Det er også sørgeligt at se de regnskadede tekster om bunkernes tekniske specifikationer, som det eneste der er tilbage af noget, der engang var et Bunkermuseum i Hirtshals. Måske skulle man sætte et nyt på finansloven, og tillade nogen at medreflektere, hvad de vådeskydende danske drenge pt. lærer i bunkerne i Helmand og hvad det betyder for dem, der lever så fredeligt i Jylland.

Bunkerkunst

Og så kom jeg til at tænke på, at der engang for ikke så længe siden var nogle danske kunstnere, der forsøgte at refklektere over bunkerne med en ambitiøs installation kaldet Lyset. De havde tilsyneladende fået en del støttekroner til at lade en laserstråle vandre langs hele kysten natten til den 5. maj på 50-årsdagen for befrielsen til et lydtæppe af højtsvævende Palle Mikkelborg-synth. Jeg kan huske det, fordi det skabte uro i den danske offentlighed. Kunne man mindes nationens onde tider på en så letsindig måde?

Måske var det letsindigt. Men det satte da gang i debatten. Og heldigvis har vi jo siden fået en del kritisk - modstanderne ville sige revisionistisk - historieskrivning om besættelsestiden. Men kunsten kan vel også noget. Allerede to år tidligere havde en udlænding tænkt med de danske bunkere, den tjekkoslovakisk fødte Magdalena Jetelová lavede en flottere, synes det ud fra dokumentationen at dømme, laserinstallation ved at kaste Virilios tanker op på de synkende monumenter.

Jeg har fået lyst til at læse mere Virilio, udforske mere bunkerkunst og glemme det meste af den danske krigshistorieformidling.

  • Kommentarer(1)//blog.kulturtur.eu/#post7