kulturtur

kulturtur

Seværdige steder i Mellemeuropa

Fertilia

ItalienOprettet af Lasse Kristensen man, februar 11, 2008 20:01:31

Er netop vendt hjem fra fem dage på Sardinien. Ok, øen kan næppe kaldes mellemeuropæisk selv om den var en del af det østrigsk-habsburgske imperium i et par år efter Utrecht fredsaftalen i 1715.

Sardinien er en rigtig middelhavsø med nydelig mad, smukke strande, subtropiske vækster og et anderledes temperament.

Et af de mest fascinerende steder var den lille by Fertilia, bygget efter en symmetrisk byplan i slutningen af 1930erne på ordre fra Il Duce. Mussolini ønskede at denne lille by skulle blive centrum for oliven-, vin-, og landbrugsproduktionen her på den nordlige del af øen, mens byen Carbonara skulle være centrum for kulminedriften på den sydlige del. Fertilia skulle også være blevet en havneby her ved en gammel romersk bro ved Alghero bugten. Byen består af klassicistiske boligejendomme, en lille plads med en monumental kirke og en funktionalistisk-modernistisk skolebygning. Altsammen organiseret om en central akse med buegange i rosarøde sten fra egnen og omringet af poppeltræer.

Blog Image

Efter krigen kom mange flygtninge fra Istrien til Fertilia og nogle af gadenavnene vækker minder om det tabte land helt op til Venedig. Mussolini kunne nok have håbet, at Fertilia engang i fremtiden blev et nyt Venedig. I dag er det bare en lille soveby, som giver navn til den billige 70er-lufthavn, som Ryanair har gjort til en af sine og dermed boostet turismen på Sardinien, der stadig er præget af en arbejdsløshedsprocent på over 20 og bærer meget præg af at være et udkantsområde i EU med alt hvad dertil hører af mærkværdige støtteordninger og lokalpatriotisme.

Mere om Sardinien en anden dag.

Her kan man se min kones billeder fra turen.

  • Kommentarer(0)//blog.kulturtur.eu/#post4