kulturtur

kulturtur

Seværdige steder i Mellemeuropa

Wenzel

LuxembourgOprettet af Lasse Kristensen tir, februar 05, 2008 17:34:43

I boghandlen i dag faldt mine øjne på en guidebog ved navn Der Wenzelrundweg. Den var ikke pengene værd, men fik mig til at dvæle ved den tidligere omtalte tjekkisk-fødte troubadourelskende hertug. Så derfor vil jeg fortsætte med endnu et middelalderængsteligt indlæg.

Wenzel eller Václav, som han ret beset må være blevet kaldt i Prag, døde i Luxembourg i 1383 muligvis af spedalskhed, men i hvert fald efter en række tabte krige mod flamlændingene i nabostaterne. Hans kone, Joanna, var i Bruxelles, da han åndede ud. Det sidste ønske på hans læber var at hans hjerte skulle tages ud af hans døde krop og sendes til Joanna. I Orval hviler altså Wenzels hjerteløse krop. Joanna og Wenzel efterlod sig ingen arvinge og hertugdømmet Luxembourg faldt derfor i hænderne på hans nevø Wenzel II af Luxembourg, i tjekkisk historiografi bedre kendt som Václav IV, konge af Bøhmen.

Blog Image

Václav IV var blevet konge af Bøhmen, da hans fader Karl IV døde i 1378. Karl havde også gjort alt, hvad der stod i hans magt for at hans søn skulle arve titlen som tysk-romersk kejser. Det lykkedes dog aldrig. Wenzel af Luxembourg forblev kun tysk konge, Rex Romanorum, aldrig kronet af paven. I det hele taget var det en forbandet tid at spille magtspillet mellem kirken og kejseren. Og oveni kom at Wenzel var kendt som en drukkenbolt.

Tiden var præget af det såkaldte vestlige skisma. Pavedømmet var efter knap hundrede år i Avignon netop vendt tilbage til Rom, men ikke alle kardinalerne bakkede op om den nye pave, nogle af kardinalerne ombestemte sig og valgte en ny pave, som blev indsat igen i Avignon. Med to paver udviklede det sig til en krise i alle de kristne stater, hvis herskere måtte tage stilling enten for Rom eller for Avignon. Wenzel holdt på Avignon, fordi han troede det ville give ham bedre chancer for endelig at blive kronet som kejser.

Jan Nepomuk og Jan Hus

Samtidig var der religiøse og sociale stridigheder under opblusning internt i Bøhmen. Fra denne tid stammer de to vigtigste martyrfortællinger i den tjekkiske historie. De handler begge om to stræbsomme teologer. Jan Nepomuk var udlært ved Karls Universitet og senere ved universitetet i Padua. I 1393 blev han udnævnt til generalvikar for ærkebispen af Prag. Ærkebiskoppen var en konservativ rad, der gjorde hvad han kunne for at dæmme op for den kritik af kirken, der spredte sig især fra Karls Universitet, hvor en anden stræbsom herre, nemlig den unge Jan Hus, var begyndt at udlægge sine læsninger af den engelske telog John Wycliffes kritik af kirkens korruption. Ærkebiskoppen fulgte altså paven i Roms bestræbelser på at nedkæmpe enhver form for kætteri, herunder husitterne. Og generalvikaren Nepomuk bakkede sin chef op, og støttede udnævnelsen af endnu en konservativ abbed til det rige benediktinerkloster i Kladrau. Men så blev kong Wenzel sur og lod Nepomuk kyle ned fra Karlsbroen. I Prag kan man høre en anden historie om Nepomuk. For katolikkerne er han nemlig blevet gjort til martyr for sin klerikale tavshedspligt, mens han for tjekkiske nationalister er blevet gjort til martyr for oprør mod kongen, det tyske imperium eller hvem der end måtte befinde sig på slottet.

Og det bringer os videre til den anden Jan. Som nævnt var Jan Hus blevet beskyldt for kætteri af kirken. Men Wenzel kunne bruge ham i sit magtspil i forhold til pavedømmet. På Karls Universitet var der fire "nationer" (bøhmere, bayere, polakker og sachsere - herunder et par enkelte skandinavere) hver med én stemme. Jan Hus stod i front for den bøhmiske nation og fulgte som den eneste Wenzels anvisning i pavestriden, men det gjorde de andre ikke, derfor lavede kongen valgloven om og gav den bøhmiske nation tre stemmer. De synes de andre lærere og studerende selvfølgelig ikke om, pakkede deres habengut og forlod Prag. Kort efter grundlagde de universitet i Leipzig.

Wenzel havde nu Hus på sin side, men den kloge teolog blev ved med at prædike sine temmelig radikale tanker for stadig flere oprørte tilhørere i Betlehemkapellet i Prag. Samtidig forsøgte de i Pisa at løse pavestriden og finde en kompromiskandidat med det resultat at man i begyndelsen af 1400-tallet havde hele tre mænd, som gjorde krav på Peters nøgle. Wenzel og Hus hoppede med på spøgen og støttede den nyvalgte Alexander V, men han vidste sig at være en hård nyser, som straks forbød alle de kritiske skrifter af John Wycliffe. Bogbrændingerne satte i gang på universiteter og klostre over hele Europa, men i Prag blev Hus stadig mere opvakt af sin agitation mod pave- og kardinalvældet og pustede til den stigende sociale uro.

Hus faldt endelig også under den store kætterforfølgelse og blev tvunget til at forlade Prag. Wenzel forsøgte at løse det ideologiske spørgsmål i kongeriget, men kongen havde allerede tabt sin magtkamp i det større spil om den tyske trone. I 1410 var hans egen broder, Sigismund, konge af Ungarn, blevet valgt til kejser.

Som ny kejser satte Sigismund alt ind på at løse den århundrede gamle investiturstrid. Og kaldte sammen til et koncil i Konstanz. Hus blev lovet frit lejde, beskyttelse af Sigismund og drog til byen ved Rhinens udspring. Selv var han sandsynligvis overbevist om at han kunne overbevise kardinalerne for sine kristne synspunkter, men blev strakt taget til fange ved sin ankomst. I 1415 blev han bedt om at frasige sig sine teser, aldrig udtale dem i fremtiden, benægte dem og erklære det modsatte for sandt. Hus holdt på sit og blev brændt på bålet.

I den protestantiske tradition er Hus blevet gjort til en foreløber for Martin Luther, der godt hundrede år senere slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg. I den tjekkiske historie er Hus blevet gjort til martyr både for national vækkelse, protokommunistisk opstand og moralsk dissidens. Det er selvfølgelig alt sammen simple efterrationaliseringer.

Mere kompliceret er det at forklare, hvordan Bøhmen i de følgende mange år blev hjemsted for en mærkværdig og yderst voldelig borgerkrig, hvis uenighed bl.a. bestod i Wycliffes spørgsmål om brødet og vinen under nadveren virkelig forvandles til Kristu legeme og blod. Selvfølgelig handlede husitterkrigene også om langt mere komplicerede sociale, kulturelle og økonomiske forandringer i de år, hvor middelalderens ordnede enhedsverden brød sammen. Men det er allerede en anden historie, som måske kommer her en anden dag.

Wenzelmauer

Tilbage til Wenzel. Han havde altså sine problemer med at holde sammen på Bøhmen. Og når det galt de internationale relationer stod det ikke meget bedre til. En af de væsentligste grunde til han aldrig blev valgt til kejser var at han næsten aldrig kom i de tyske lande. Luxembourg, hvor han endda var hertug, besøgte han også sjældent. Derfor synes det lidt underligt at en af de vigtigste og smukkeste forsvarsmure i Luxembourg hedder Wenzelmauer - et af mine favoritsteder i byen. Det skulle have været hertugen, som beordrede denne tredje udvidelse af Luxembourgfortet i en tid, hvor hans eget kongerige var i indre opløsning ikke alene på de religiøse og sociale fronter, men også på de økonomiske og ikke mindst demografiske. Wenzel (og hans bror Sigismund) tabte fuldstændig kontrollen med det store mellemeuropæiske rige, som deres fader, Karl IV, havde efterladt dem, og det måske mest af alt pga. den store plage, som ikke ramte Gud men derimod hvermand. Den sorte død - pesten - tog livet af op mod 60% af befolkningen i Mellemeuropa i slutningen af 1340erne.

Blog Image

Wenzel gik fri af sygdommen, men ikke noget at sige til at han slog sig på flasken, som hans onkel havde slået sig på troubadourdigtningen. Wenzel døde af et hjerteslag i 1419 under en jagt i skoven Kunratice, et stenkast fra en af mine tidligere adresser i en nu grim og traffikplaget forstad til Prag.

  • Kommentarer(0)//blog.kulturtur.eu/#post3