kulturtur

kulturtur

Seværdige steder i Mellemeuropa

Trier

TysklandOprettet af Lasse Kristensen man, april 14, 2008 20:02:57
Blog ImageI weekenden cyklede vi langs Moselfloden fra den luxembourgske grænse i Wasserbillig ad radweg til Trier: Vi skulle gøre diverse indkøb i Marx' fødeby, som endnu i dag er en borgerlig-katolsk handelsby for hele oplandet (inkl. det dyrere naboland Luxembourg).

  • Kommentarer(0)//blog.kulturtur.eu/#post12

Hainburg

ØstrigOprettet af Lasse Kristensen ons, april 02, 2008 21:25:12

Et sidste indlæg fra påskeferien. På vores sidste dag i Slovakiet, hoppede vi på cyklerne og kørte vest ud af Bratislava. Grænsen til Østrig, det gamle jerntæppe, møder man nogle få kilometer efter en grim motervejsbro over Donau. Og uden videre problemer triller man ad Treppelweg ind i Østrig. Indtil for få måneder siden en af Europas skarpest bevogtede grænser kan nu forceres på cykel på en skovsti uden andre forhindring end terrænet.

Turen gik til Hainburg, en østrigsk borgby nogle kilometer længere oppe ad Donau. Vi havde hørt, at bageriet i byen ville sælge billigt brød denne fredag eftermiddag. Inden vi nåede Hainburg, gjorde vi holdt på et par spektakulære strande langs floden.

Blog Image

Ja, det er en flod. Med skønne strande lige til at bade eller slå smut fra.

Vi nåede Hainburg i tusmørket. Og rigtigt nok var brødet fra Naglreiter Bäckerei und Erlebnisrestaurant til halv pris og meget velsmagende. På vejen tilbage til Bratislava kørte vi ad den autoriserede Donau cykelsti, som passerer den nu nedlagte grænsestation, en ny betonbygning bygget for få år siden sikkert med støtte fra EU, som nu står tom her midt i Schengenland. Det gør godt at se funktionstømte grænsestationer - selvom man ikke kan lade være med at tænke på den skærpede grænsekontrol på EU's ydre poster.

  • Kommentarer(0)//blog.kulturtur.eu/#post11

Pajštún

SlovakietOprettet af Lasse Kristensen man, marts 31, 2008 10:20:52

Torsdag mødtes jeg med en ven i landsbyen Stupava 20 km nord for Bratislava for at gå på tur i de Hvide Karpater, enden af Karpaterbjergkæden som den flader ud mod Nedre Østrig på grænsen mellem Mæhren og Slovakiet. Målet for udflugten var Bratislava, men undervejs passerede vi den fascinerende borgruin Pajštún.

Blog Image

Oprindelsen til Pajštún er ukendt, men sandsynligvis er der tale om et forsvarsanlæg i forbindelse med et af de første Paulinerklostre her på grænsen af det ungarske kongerige. Paulinerne var en munkeorden, som havde sit udspring i Ungarn i midten af det 13. århundrede med henvisning ikke til apostlen Paulus, men til den første eremit Skt. Paul af Thebes. Ordenen kendes således som ORDO SANCTI PAULI PRIMI EREMITAE (O.S.P.P.E.). Josef II opløste ordenen i det habsburgske rige med den store religionsreform i 1786. Så i dag findes paulinerne kun i Polen i klosteret Na Skałce udenfor Kraków og i Jasna Góra, hvor de råder over den berømte sorte Madonna ikon. En senere kulturtur værd.

Pajštún blev naturligvis beboet og forsvaret af adelsfamilier. Munkene har opdraget de adelige børn med åndelige værdier, mens greverne har sørget for beskyttelsen af ordenens materielle værdier. Borgen blev udvidet flere gange, mest kunstfærdigt under grevskabet Pállfy, som i midten af 1600-tallet også stod for den kostbare ombygning af borgen i Bratislava. Byggeriet i Pajštún blev overladt til en af de fremmeste italienske renæssancearkitekter, Filiberto Luchese. Desværre er der ikke meget tilbage af udsmykningen, men man ser stadig fem maskaroner - eller såkaldte grønne mænd - som har båret en i dag ødelagt udhængende erker. De grønne mænd har form som forvrængede ansigter, som sikkert skulle skræmme onde kræfter bort fra borgen. En af maskaronerne er faldet ned fra Pajštún for nylig, så man kan se den grønne mand lige i øjnene.

Blog Image

Øjne som har været vidne til meget. I 1644 besatte den svenske hær borgen under Tredivieårskrigen og året efter tog pesten en god del af resten af de overlevende. Pállfy beordrede ny renlighed og bemandede sine folk til at holde vagt på borgen nat som dag. Men det nyttede ikke mod indre farer. I midten af 1700-årene brændte borgen, og da Napoleons hær red forbi i 1809 var det nærmest kun et lager de efterlod som ruin.

Fra borgen er der en smuk udsigt til de skovdækkede Hvide Karpater og ind over det flade Nedre Østrig. I klart vejr kan man skimte Alperne i det fjerne. Og vandreturen gennem skoven var også skøn med duft af lys og forår gennem et let lag ny sne, et enkelt rådyr på flugt og tusinder af tudseæg ventende i vandhullerne. Det eneste problem var at jeg havde valgt at rejse på ferie med min kuffert, så den måtte også bæres hele vejen gennem skoven.

Blog Image

  • Kommentarer(0)//blog.kulturtur.eu/#post10

Muhammedkariktauren i Brno

TjekkietOprettet af Lasse Kristensen man, marts 31, 2008 10:10:49

I påsken var vi i Brno. Det første vores øjne stødte på var den dumme karikaturtegning af Muhammed. Under overskriften "Frihed er ikke gratis" havde en ukendt organisation klistret omkring tredive plakater op i byen. Naturligvis som en ynkelig og endda anonym provokation. Fornuftige borgere rev hurtigt plakaterne ned, mens medierne straks øjnede balade og ringede til den lokale islamiske organisation som de spurgte om de ikke følte sig provokeret. Det gjorde de selvfølgelig. Men kun mildt. Organisationens formand Hasan Muneeb svarede klogt, at de ingen planer havde om at demonstrere imod karikaturen: "En sådan fornøjelse har vi ikke tænkt os at tildele de ansvarlige." I stedet planlægger de en oplysningskampagne om profeten og hans budskab.

Blog Image

Jeg tog dette foto, rev plakaten ned og overvejede kort om jeg skulle sende den til Jyllands-Posten. Men det ville vel være en unødig provokation. I oplysningens navn kunne det i stedet være interessant at følge de knap tusind muslimers videre arbejde imod ignorancen i Brno. Besynderligt men vel forudsigeligt hvordan den danske dumhed rejser rundt i Europa. Man kan næppe nå at følge oplyst efter.

  • Kommentarer(0)//blog.kulturtur.eu/#post9

Det' forår

LuxembourgOprettet af Lasse Kristensen lør, marts 15, 2008 21:25:47
Blog Image

  • Kommentarer(0)//blog.kulturtur.eu/#post8

Atlantikwall

DanmarkOprettet af Lasse Kristensen tor, februar 28, 2008 15:31:45

I weekenden var jeg i Jylland. Ja, endnu engang i periferien af Mellemeuropa, men som der står i Salmonsens Leksikon er det den fra Mellemeuropa største udskydende halvø.

Turen gik til Hirtshals. Og jeg fik straks minder fra barndommen i det smukke og vilde kystlandskab, hvor jeg så ofte har kravlet rundt og leget på de forladte bunkere i klitterne syd for fyret.

Blog Image

Jeg kom også i tanke om, at min morfar da han blev genindkaldt til hæren i sommeren 1944 gik patrulje et sted her ude på Vestkysten. Selvfølgelig en af de ting, som ingen i familien har nogen klar forestilling om. Under alle omstændigheder satte jeg mig for at lære lidt mere om det enorme bygningsværk, vi her finder resterne af.

En perlekæde af stålbeton

Den 2.500 km lange kyststrækning fra Biscayen til Nordnorge blev bebygget med en kæde af bombesikre og regelmæssige fortifikationer mellem 1942 og 1944, som skulle beskytte Hitlers Mellemeuropa mod De Allieredes invasion. Hitler havde brug for at dække sig ind på Vestkysten, mens alle mand kæmpede mod sovjetterne på Østfronten. Det gigantiske bygningsværk krævede enorme ressourcer ikke blot i form af råmaterialer men også arbejdskraft. Civile organisationer stod for udførslen i den første periode, herunder den berømte Organisation Todt, der benyttede sig af frivillige arbejdere såvel som krigsfanger. Men byggeriet blev først standardiseret i slutningen af 1943, da Generalfeltmarskal Rommel overtog ledelsen. Herefter opstod den lange perlekæde af stålbeton.

Kommandoen over batterierne var dog stadig spredt mellem Det Tredje Riges hær, flåde og luftvåben. I Danmark var der fem flådebatterier og tre hærbatterier og hertil en del radarstationer. I alt mere end 1800 bunkere. Byggeriet blev stadig foretaget af såkaldte 'frivillige', selv om Dr. Best var imod denne ordning. Det lykkedes dog uden større problemer at finde 15.000 stærke og villige unge, danske mænd, som var tilpas med den løn, som det 'frivillige' arbejde gav.

På bunkerne syd for Hirtshals har det nu hedengange Bunkermuseum opsat små faktablade på de delvist tilsandede bunkere, hvor man kan læse, at der til sådan et Regelbau normalt gik mellem 200 og 600 m2 beton og 20-40 tons stål. Det er både fascinerende og foruroligende at tænke over, hvordan den tyske krigsmaskine kunne få produceret og transpoteret sådanne mængder af ressourcer til Vestkysten. Danmark har som bekendt aldrig haft en stålproduktion, og på dette fremskredne tidspunkt af krigen var Tyskland totalt afhængig af malmimporten fra det neutrale Sverige. Stålet kom altså som malm fra Nordsverige til højovnene i Mellemeuropa og til Vestkysten som armering.

Tschechenigel

Erwin Rommel var på inspektion i de danske batterier og var tilfreds med byggeriet af bunkerne med mere end 2,5 m tykke vægge. Men personelet var dårligt uddannet, eftersom der blandt de tyske soldater på dette tidspunkt også mest var tale genindkaldte reserver. Omkring de såkaldte stødpunkter blev der mineret og opsat pigtrådshegn, Rommelspargel (master eller træstammer sat i vandet rettet mod indvaderende skibe) og Tschechenigel. De tjekkiske pindsvin kan man stadig finde omkring Hirtshals.

Blog Image

De blev oprindeligt udviklet som enkle panserspærrere svejset sammen af to overskårne jernbaneskinner af tjekkerne, som mistede aldrig så dem i anvendelse, fordi Hitler allerede i 1938 med Vestmagternes accept kunne rulle ind i Sudetenland uden kamp og dermed overtage hele den tjekkoslovakiske forsvarsmur. De tjekkiske pindsvin blev brugt i stor stil i Atlantvolden og senere også omkring Berlinmuren i DDR.

På samme vis var mange af de opstillede kanoner på den jyske vestkyst genbrug fra den gamle Maginotlinie i Frankrig. F.eks. blev toppen af de franske panservogne brugt påny eller hele stålbeton elementer demonteret og sat op igen.

Den villige danske arbejdskraft og de enorme erobrede ressourcer forklarer måske lidt af Atlantvoldens omfang. Men man undres alligevel, når man læser at hele anlæget bestod af mere end 8000 bunkere.

Bunkerarkæologi

Den danske del var i den sammenhæng undseelig og når man tænker på, at De Allierede overvandt de meget stærkere franske batterier på mindre end en dag, må man nok tænke sig, at den danske vold ikke ville have klaret en invasion.

Atlantvolden er fascinerende ikke kun på grund af sine enorme dimensioner, men også som et levn i landskabet, der minder om en anden tids krig. Anlæggets militære problem bestod netop i, at så snart fjenden passerede et punkt i perlekæden, var der fri adgang til Mellemeuropa. Anlægget rejser imidlertid også nogle æstetiske og måske endda etiske spørgsmål. I de tidlige efterkrigsår blev mange bunkers ødelagt eller demonteret. Ja, de tidligere besatte lande opfordrede vel ligefrem til denne destruktion. En generation senere legede jeg som sagt i de forladte monumenter på stranden, og syntes det var vældig eventyrligt og endda heroisk at kravle ind i de skæveste og mest tilsandede af slagsen for at finde de hemmeligste gemmerum.

De er utroligt smukke de monumenter. Da jeg gik blandt bunkerne, kom jeg i tanke om en anmeldelse jeg havde læst om den franske arkitekt og filosof Paul Virilio. Hans første bog fra 1975 hedder Bunkerarkæologi. Her reflekterer han over forholdet mellem militære og sociale rum. En grænse der nedbrydes med den totale krig. Krigen er til stede i freden. Bunkerne minder os om med hvilken teknologi krigen har været ført og dermed også under hvilke forhold freden leves. De minder os ikke alene om at det er farligt at færdes i denne verden med højteknologiske masseødelæggelsesvåben over hovedet, men også at den eneste mulige beskyttelse synes at være at gemme sig i stadig trangere rum. Men herfra kan vi da igen kun nå omverden gennem yderligere teknologiske innovationer. Jo mere man øger hastigheden i de militærtekniske installationer, jo mere trækkes kroppen væk fra verden, og jo mere er vi henvist til at omgås verden gennem tekniske proteser (som f.eks. denne blog?!).

Blog Image

Det undrer mig, at man i Danmark ikke bruger bunkerne til refleksion. Det er karakteristisk at danskernes forhold til Anden Verdenskrig er mest enten selvforherligende - 'tyskerne (ikke nazisterne) gjorde det' - eller teknikfikseret. Som en hurtig søgning på bunkerinformation vidner om. Det er også sørgeligt at se de regnskadede tekster om bunkernes tekniske specifikationer, som det eneste der er tilbage af noget, der engang var et Bunkermuseum i Hirtshals. Måske skulle man sætte et nyt på finansloven, og tillade nogen at medreflektere, hvad de vådeskydende danske drenge pt. lærer i bunkerne i Helmand og hvad det betyder for dem, der lever så fredeligt i Jylland.

Bunkerkunst

Og så kom jeg til at tænke på, at der engang for ikke så længe siden var nogle danske kunstnere, der forsøgte at refklektere over bunkerne med en ambitiøs installation kaldet Lyset. De havde tilsyneladende fået en del støttekroner til at lade en laserstråle vandre langs hele kysten natten til den 5. maj på 50-årsdagen for befrielsen til et lydtæppe af højtsvævende Palle Mikkelborg-synth. Jeg kan huske det, fordi det skabte uro i den danske offentlighed. Kunne man mindes nationens onde tider på en så letsindig måde?

Måske var det letsindigt. Men det satte da gang i debatten. Og heldigvis har vi jo siden fået en del kritisk - modstanderne ville sige revisionistisk - historieskrivning om besættelsestiden. Men kunsten kan vel også noget. Allerede to år tidligere havde en udlænding tænkt med de danske bunkere, den tjekkoslovakisk fødte Magdalena Jetelová lavede en flottere, synes det ud fra dokumentationen at dømme, laserinstallation ved at kaste Virilios tanker op på de synkende monumenter.

Jeg har fået lyst til at læse mere Virilio, udforske mere bunkerkunst og glemme det meste af den danske krigshistorieformidling.

  • Kommentarer(1)//blog.kulturtur.eu/#post7

Oil Empire

UkraineOprettet af Lasse Kristensen tor, februar 14, 2008 19:01:43

Næste gang jeg kommer til Ukraine, vil jeg besøge byerne Boryslav og Drohobych. Jeg er netop blevet færdig med at læse et øjenåbnende studie: Alison Fleig Frank: Oil Empire: Visions of Prosperity in Austrian Galica.

Frank, en ung Harvard-historiker, har gravet en næsten glemt historie om oliefeberen i Galizien ud af det østrig-ungarske imperiums kilder, og tager læseren med på en fascinerende tur til oliefelterne, på en historisk rejse gennem denne afgørende industris tidlige stadier, peak og sammenbrud i Galizien. Det Galizien der var kendt som et fattigt og miserabelt hjørne af Mellemeuropa, hvorfra kun kom askenasiske jøder, sygdomme og flygtninge, blev takket være sin rige undergrund - "hvor salt og olie flød" - engang af entreprenører også opfattet som et nyt Californien eller måske snarere "et østeuropæisk Pennsylvania".

Blog Image

Frank beretter ikke om en tør, teknologihistorisk udvikling, men inviterer os med ind i datidens politisk-juridiske kampe om retten til jorden og undergrunden i kolonien Galizien, et land (Land eller kraj) som Østrig-Ungarn først fik retten over med delingerne af Polen. Hun portrætterer de entreprenante oliebaroner, men også de konservative polske landejere; de liberale politikere i Wien, men også de kejserloyale bureaukratisk/anarkistiske embedsmænd og politifolk; de fattige bønder, som sender deres sønner til at tjene likvide midler i oliesæsonen og de jødiske købmand og smålodsspekulanter. Hun tager os med til livet i oliebyerne, hvor der drikkes og drømmes blandt et utal af beskidte oliepytter og religiøse konfessioner. Hun beviser den tidlige naivitet i kontrollen med og udviklingen af en industri, der før forbrændingsmotoren var tænkt til kun at forsyne hjemmemarkedets petroleumslamper. Hun peger på olieforsyningens store betydning for udfaldet af Første Verdenskrig og den østrigske Adriaterhavsflåde og for de grænsedragninger mellem Polen, Ukraine og USSR, der trak ud til den mest langvarige konflikt på kontinentet vel ind i efterkrigstiden.

Her kommer et par, for mig, øjenåbnende og vidtrækkende konklusioner fra Franks bog:

Oliebaserede samfund

"The relationship between oil and human society has evolved considerably over the past 150 years. What was once a curious, messy, and dangerous substance has become our constant companion - at times visibly, as when we fuel our own cars, and at times invisibly, as when we store our leftovers in plastic containers or apply moisturizers to our chapped lips. The centrality of petroleum and its by-products in our own lives can blind us to the nature of our predecessors' relationship with it. In the nineteenth century, the most profitable use for oil was as a source of light, and kerosene was its most valuable by-product. Gasoline, on the other hand, was discarded as useless. The first men to concern themselves with oil were not speculators, entrepreneurs, or industrialists, but "mad" scientists who alienated themselves from their neighbors in the process." (p. 248)

Det skulle vi måske overveje, når det snart bliver nødvendigt at finde et alternativ til det oliebaserede samfund.

"Nationer" og olie

"Resolving the territorial dispute [between Poland and Ukraine during the Paris Peace Conference] would require addressing questions that had been asked since the moment the value of oil had been discovered in the 1850s: what did it mean to own land, and what did mean to control territory? In the 1860s and 1870s, the battle had been waged between private landowners and the state. Now [1920] the pivotal issue was not the rights accruing to private owners, but rather the process by which "nations" could lay claim to the land they considered theirs." (p. 212)

"If the development of the Galician oil industry contributed to Polish and Ukrainian nationbuilding - and the rhetoric of its leaders, as well as its financial and even military centrality in the 1910s and 1920s, suggests that it did - its heroes do not fit nicely into the typical narrative of national awakening. Even where drillers, industrialists, and investors did intend to support nationbuilding, their lives, relationships, loyalities, interests, and business activities crossed over national boundaries..." (p. 249)

"[Also] oil workers had multiple identities that confuse Marxists and students of nationalism, but that did not confuse the workers themselves. They were workers, but also peasants - and young bachelors, and alcoholics, and Roman Catholics, or Greek Catholics, or Jews, and, in some cases, but not all, Poles or Ukrainians. Although comtemporary politicians and modern historians alike look for worker interest in nationality, class consciousness, political freedoms, and physical safety, the evidence suggests that workers' daily concerns actually revolved around passing their few idle hours as pleasantly as possible, earning money as quickly as possible, and spending it as they saw fit and not as their "betters" thought they should." (p. 250)

Galizien ligger i dag som et glemt grænseland mellem en af Polens, og dermed EUs, fattigste regioner i et Schengen-land, der poster uhyrlige summer i at kontrollere landet omkring den "ydre grænse" med et bureaukratisk politiopbud, der dog synes (allerede korrumperet?) at se igennem fingre med den åbenlyse cigaretsmugling, som sammen med de Western Union overførsler, der kommer fra migrantarbejdende familiemedlemmer, er det eneste økonomiske grundlag for de uheldige bønder og arbejdere, der lever på den anden side af "plastictæppet" i det nynationalistiske Vestukraine, hvor de europæiske ambitioner synes at være blegnet i takt med at den orange gasprinsesse (Tymosjenko) har bøjet sig for energipriserne hos Bror Putin - for øvrigt ligesom EU (Tyskland) også har gjort det. Alt dette hænger måske sammen med Galiciens komplekse historie af statsbygning og olieindustri.

  • Kommentarer(0)//blog.kulturtur.eu/#post6

Deutsch

TysklandOprettet af Lasse Kristensen man, februar 11, 2008 20:03:36

Jeg er begyndt på tyskkursus i dag. Nu skal det største mellemeuropæiske sprog læres ordentligt og grundigt. Ordnung muß sein!

  • Kommentarer(0)//blog.kulturtur.eu/#post5
« ForrigeNæste »